Holdstart 2018-19

Kære alle 

Vi er glade for at kunne præsentere vores flotte nye program, med flere hold og flere forskellige typer dans end nogensinde.

Tilmelding til efterårssæsonen – Programmet og tilmeldingen til alle Global Kidz’ efterårshold 2018 er nu klar. Næste sæson starter i uge 36, Klik på Holdoversigt og Tilmelding

Hold og workshops for teen/ung/voksen se World Dance Academy 

Vi har haft store udfordringer med at finde et lokale på Amager til vores tre hold, men det ser ud til at være løst og at vi i næste sæson kan være på Skolen på Amagerbro, der ligger tæt ved Amagercenteret. Dette skal dog konfirmeres ca. 15. august.

Nye hold i Global Kidz – Vi har en masse nye hold på programmet for efterårssæsonen, som vi håber I vil tage godt imod. Udover alle de gamle hold, tilbyder vi nu også: Breakdance i Prismen på Amager 5-9 år og 9-13 år med Stylem Bob. Et helt nyt Afro Trap-hold 8-12 år på Rådmandsgades Skole med Colosal Titan. Et Dancehallhold 9-13 år i Korsgadehallen med Amalie Zaar & Sri Lanka Rifical. Derudover har vi fået Akwaaba Kidz, som er et afrikansk danse- og musikshowhold for 5-10 årige på Rådmandsgades Skole med Michael Domfeh. 

Vi er ved at udvikle en helt ny teenafdeling under World Dance Academy. Vi starter et helt nyt Teen Konkurrencehold for 13-17 årige, der træner to gange ugentligt med Amalie Zaar, Felicia Cameron og Sri Lanka Rifical i spidsen. Desuden starter vi 4 nye hold for teens/unge to Dancehallhold, med Patricia Tworek i Dansekapellet og med Adam Rifical i Osramhuset. Derudover starter vi et Afro/Dancehall-hold med Ponija i Osramhuset og et Household med Simone Skovgaard og Amalie Bahnson, for bare at nævne nogle af de mange nye ting vi har på programmet.

Nye undervisere – vi er stolte af at kunne byde velkommen til vores nye undervisere i Global Kidz og World Dance Academy: Stylem Bob, også kendt som Bob Selemani, der er Colosal Titans storebror. Simone Guerra Skovgaard og Amalie Bahnson, som både skal undervise på Amager og i Korsgadehallen, begge steder i hiphop. Og Patricia Tworek i Dansekapellet. Vi håber, at I vil tage rigtig god imod dem og glæder os til samarbejdetJ

Kulturhavn Festival 2018 – Lørdag den 25. august drager Global Kidz og World Dance Academy mod Kulturhavn igen. Global Kidz skal optræde i Børnelandet på Arsenaløen – Dansezonen kl. 13-15. Der kommer shows, breakbattle og workshop med Colosal Titan, efterfulgt af børnedisco. World Dance Academy skal sammen med Sommerdans i Fælledparken optræde på Dansescenen på Islands Brygge kl. 19-21. Der vil være optrædener fra United Lions og Zoospected, Colosal Titan, Arasay m.fl vil lave workshops med publikum og der vil være mulighed for at danse videre til dj efterfølgende. Vi håber på at se jer.

Nørrebro Legene – Global Kidz er igen i år med til at arrangere Nørrebro Legene, som i år løber af stablen fredag den 31. august kl. 8.45-13.30. Nørrebro Legene er en fællesksabsdag med afsæt i idræt, a la De Olympiske Lege, for 3.-5. klasserne fra alle 5 folkeskoler på Nørrebro. Vi mangler stadig massere af frivillige til dette event, og evt i andre sammenhænge, så kunne I tænke jer at give en hånd med, så skriv til Julie på julie@globalkidz.dk.

Workshops – Global Kidz afholder en del workshops rundt omkring på Nørrebro og i Nordvest i august og september. På Biblioteket på Rentemestervej afholder vi 6 workshops: Verdensdans med Birgitte Skands, lørdag d. 8. september og søndag d. 7 oktober kl. 11-12 – mor/far & børn fra 3 år. Breakdance med Colosal Titan, lørdag d. 15. september kl. 11-12, for alle aldre. Afrobeat med Ponija Dumo, onsdag d. 19. september kl. 15-16 fra 10 år og op. Dancehall med Patricia Tworek, onsdag d. 26. september kl. 15-16 fra 10 år og op. Og Afrikansk dans med Michael Domfeh, lørdag d. 29. september kl. 11-12, for alle aldre.

Derudover er vi ved at arrangere en række workshops på Legepladsen i Mimersparken med Colosal Titan og Felicia Cameron, samt workshops i samarbejde med ”Os fra Mimerskvarter på ydre Nørrebro.
De ligger i slut august – beg. af september. Hold øje med Global Kidz facebookside, hvor der kommer info om de mange nye pop-up workshops, shows, arrangementer mm.

Vi glæder os til at se jer alle 🙂 

De bedste sommerhilsner fra

Bestyrelsen, underviserne, Julie og Mikala.

 

 

Tags: No tags

Comments are closed.